60 Opalsøen
Opalsøen
Hammerbruddet
Mennesket har en modellerende effekt på landskabet, og især arbejdet med at fjerne øens råstoffer resulterer i længerevarende effekter i form af nye levesteder for dyr og planter.
I de sidste 150 år har øens landmænd været medvirkende til, at øen er blevet mere og mere tør.
Mose- og engarealer er tørlagt og opdyrket, og den øvrige landbrugsjord gennemdrænet.
Det har givet som resultat en mindre såkaldt diversitet i flora og fauna i det åbne land, og flere tidligere almindelige arter er enten helt forsvundet fra øen eller er blevet meget sjældne.
Imod denne fjernelse af levesteder for dyr og planter har råstofindustrien arbejdet. Den har i sit virke indirekte medvirket til, at der er opstået nye levesteder, først og fremmest store dybe søer.
Og det er lige akkurat det, der er sket på Hammeren.
Godt nok har man for år tilbage arbejdet på steder, hvor det i overfladen var let at både bryde granit og skaffe sig af med den, men i den senere periode blev der afstukket retningslinier for, hvor dette måtte ske.
Og således i Hammerbruddet i den sydvestlige ende af Hammersøen, hvor der hver dag frem til engang først i 1970'erne blev sprængt store stykker granit ud af klippen til senere forarbejdning i store knuseværk med skærver som resultat.
Men, juli 1971 var det slut, og siden har vand fyldt den dybeste del af bruddet op.
Daværende formand for Allinge-Sandvig Turist- og Erhvervsforening, ASTE, Svend E Klausen gik herefter tit ture på Hammeren sammen med sin kone Käthe, og en dag, de ad stien kom fra Krystalsøen ud med kig ned til det nu vandfyldte stenbrud, blev Klausen opmærksom på, at vandet havde opnået samme farve som stenen i konens ring.
Det var en opal!
Kort tid efter skulle Bornholms Tidendes lokalredaktør, Jørgen Marcussen, skrive om bruddet som skøjtebane for stedets ungdom, og i denne artikel kom det for første gang på print, at bruddet nu hed Opalsøen.
Senere accepterede Skov- og Naturstyrelsen navnet.
Og sådan blev det!
De øverste rå og sønderskudte klippevægge udviklede sig til fortrinlige redepladser for måger alliker og et enkelt par tårnfalke. Selv et af landets eneste par Baltisk Sildemåge har fundet sig tilrette i Hammerbruddet.
Og i 2005 skete så sensationen. Vandrefalken genindvandrede til øen efter at have været borte i mere end 50 år som ynglefugl. Et par var ved at finde sig tilrette i det gamle Hammerbrud.
Skovdistriktet sørgede for, at området blev hegnet ind således, at disse for øen genindvandrede fugle kunne finde fred og ro til deres forehavende.
Men, det folkelige pres på området til friluftsaktiviteter var stort, og man har fra myndighedernes side måttet opgive afspærringen og tillade forskellige former for ekstremsport.
Vandrefalke har senere flere gange tidligt på ynglesæsonen vist interesse for dette tidligere stenbrud, men har igen måttet fortrække og med held slået sig ned på tidligere ynglepladser på Hammerklipperne samt ved Mulekleven. Tryk her og læs mere.
